Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores værdier

Anerkendelse, respekt og omsorg er hjørnesten

Anerkendelse, respekt og omsorg er grundlæggende værdier for Lykkesholm – disse værdier er med til at skabe den hverdagskultur i Lykkesholm, som er gældende for alle relationer: barn/barn, barn/voksen, voksen/voksen.

Respekt handler om at møde barnet på en ligeværdig og anerkendende måde, som styrker barnets selvværd. Hermed vil barnet udvise respekt for sig selv og for andre. Vi tager barnets ønsker og behov alvorligt, og ved at acceptere, at det selv er ekspert i egne erfaringer, møder vi barnet med forståelse for dets intention.

Forankring og fordybelse

Vi arbejder altid fokuseret på børnenes forankring i fællesskabet. At være individ i gruppesammenhæng er nemlig en vigtig del af barnets liv i børnehaven: at være en del af stuen, venskabsgruppen, børnegruppen og af hele huset. At forankre sig i fællesskab betyder at høre til, at forbinde sig til gruppen, og at mærke og tage sin plads i gruppen.

For barnet er fordybelse en evne til at kunne koncentrere sig om de aktiviteter, lege eller tanker, som opstår. I det moderne samfund, hvor alt går stærkt, er det vigtigt at kunne mærke egne behov og at have evnen til at ”samle sig”. Selve fordybelsen giver barnet mulighed for at mærke efter, mærke sine egne behov og fornemmelser, og dermed udvikle sit selvværd og sin personlighed. Ved at sikre, at barnet har det rum og den tid, det kræver at planlægge og udføre forskellige aktiviteter, udelukkes den værste usikkerhed og stress omkring legens ophør.